retten til at være i fred
Dag 3707: En lidt ældre dame kom forbi FredsVagten i dag mandag og sagde i forbifarten noget uforståeligt om at vi skulle gå hjem til os selv og kæmpe. Vi to fredsvagter der hørte det, så på hinanden og rynkede øjenbrynene (?) Jeg småråbte efter hende hvad hun mente, men vi kunne ikke høre hendes afvisende svar på vej væk med ryggen til.
Så greb jeg hastigt ned i min rygsæk til et lille skriv fra STS International Solidarity: ’Krigens Helvede’ som kritiserer at danskerne ret sorgløst peger på krig som accepteret politisk middel. Dette ville jeg gi til damen og løb efter hende hen over pladsen mod statuen. Men nej, hun sku ikke ha noget af mig. Frue!, argumenterede jeg, hvis man støtter krigen bør man sætte sig ind i hvad den handler om! Men nej tak!, gå væk! Med stigende ufredsvagtagtig harme over hendes arrogante holdning insisterede jeg. Hun på sin side forlangte at jeg holdt op med at genere hende… og det gjorde jeg så da jeg indså at det som sagt var ufredeligt og desuden havde hun efter danske normer og jura ret til at afvise mig og blive respekteret for det.
Denne dame mener åbenbart at hun har ret til fred for mig, mens andre folk ikke har ret til fred fra hende der vil påføre dem folk krigens helvede. Hvor er det dog nemt at gå ind for krig når man selv sidder i tryghed.
